AI-systemer bruges i stigende grad af danske kommuner og statslige institutioner — til vurdering af kontanthjælpsberettigelse, folkeskoleindskrivning, byggesagsbehandling og meget mere. Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689 af 13. juni 2024 om kunstig intelligens — den såkaldte EU AI Act — gælder der fra 2. august 2026 strenge krav til netop de AI-systemer, der anvendes i offentlig forvaltning. Denne artikel gennemgår, hvad offentlige myndigheder skal vide, hvilke forpligtelser der følger med rollen som deployer, og hvordan compliance kan gribes an i praksis.
1. Offentlige myndigheder som deployere: det særlige ansvar
EU AI Act opererer med to centrale roller: udbyderen (provider), der udvikler og markedsfører et AI-system, og deployeren (deployer), der tager systemet i brug i en konkret kontekst. Kommuner, regioner, ministerier og styrelser er i langt de fleste tilfælde deployere — de køber AI-løsninger fra leverandører og anvender dem i sagsbehandlingen.
Det særlige ved offentlige myndigheder som deployere er, at de ikke bare er underlagt de generelle deployer-forpligtelser i forordningens artikel 26, men at forordningens artikel 26, stk. 7, eksplicit pålægger dem yderligere pligter. Offentlige myndigheder træffer afgørelser, der direkte påvirker borgernes rettigheder og friheder — og det er netop denne magtasymmetri, som EU AI Act søger at inddæmme.
Samtidig er offentlige myndigheder i Danmark bundet af nationalretlige regler: forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og det forvaltningsretlige officialprincip. EU AI Act-forpligtelserne lægger sig oven på disse — og skaber i visse tilfælde en dobbeltregulering, som kræver systematisk kortlægning.
2. Annex III punkt 5(c): AI til afgørelser om adgang til offentlige ydelser og tjenester
EU AI Act klassificerer visse AI-systemer som højrisiko. Bilag III (Annex III) til forordningen opregner de kategorier, der automatisk klassificeres som højrisiko-AI. Punkt 5 i Annex III omhandler offentlig forvaltning og demokratisk deltagelse.
Konkret fastslår Annex III punkt 5(c), at AI-systemer, der anvendes af eller på vegne af offentlige myndigheder til at evaluere borgeres berettigelse til offentlige ydelser, tjenester og fordele, herunder til at afgøre, om sådanne ydelser skal bevilges, reduceres, tilbagekaldes eller kræves tilbagebetalt, klassificeres som højrisiko-AI.
Det er en bred kategori. Den dækker enhver form for algoritmisk eller AI-baseret støtte til afgørelser om:
Fra 2. august 2026 skal alle sådanne systemer opfylde de fulde krav i EU AI Act kapitel III, afsnit 2 — herunder krav til risikovurdering, datakvalitet, teknisk dokumentation, transparens og menneskelig tilsyn.
3. Konkrete eksempler: jobcentre, folkeskole-optagelse, byggesagsbehandling, social sags-AI
Jobcentre: Flere kommuner anvender eller har afprøvet AI-baserede screeningsværktøjer, der vurderer lediges arbejdsmarkedsparathed og anviser dem til forskellige aktiveringsprogrammer. Sådanne systemer falder klart inden for Annex III punkt 5(c) og kræver fra august 2026 fuld højrisiko-compliance.
Folkeskole-optagelse og klassedannelse: Algoritmer, der fordeler børn til skoler eller klasser baseret på adresse, søskendeprioritet eller andre parametre, kan i visse kommuner indeholde AI-komponenter. Disse systemer skal kortlægges og vurderes i lyset af Annex III punkt 5.
Byggesagsbehandling: AI-systemer til automatisk klassificering af byggesager — fx til at afgøre, om en sag er simpel nok til ekspederet behandling — vil i mange tilfælde være højrisiko-AI, da de forud-bestemmer sagsbehandlingstiden og dermed borgernes adgang til forvaltningsafgørelser.
Social sags-AI: Kommunale sagsbehandlingssystemer inden for børn- og ungeområdet, anbringelsessager og hjemmehjælpsvurderinger anvender i stigende grad AI-støttet beslutningstagning. Disse systemer er ikke blot højrisiko under EU AI Act — de berører borgere i særlig sårbar position, hvilket skærper kravene til menneskelig kontrol og begrunde